Klima

Japan har et subtropisk og tropisk klima i den sydlige del og et tempereret og køligt klima i den nordlige del. Landet er præget af vindens skiftende retning, idet vestlige vinde kan bringe kontinentalklima ind over landet, mens østlige kan trække Stillehavsklima ind fra oceanet. Generelt har Japan et nedbørrigt klima med mange regnvejrsdage.

Sne i Japan
I det nordvestlige Japan falder der om vinteren ofte store snemængder på kort tid. Her er det i nærheden af Akita.
I det meste af Japan er sommeren varm og regnfuld, mens vinteren er kølig og relativt set mere nedbørfattig. Kun den nordligste del, først og fremmest bestående af den store ø Hokkaidō, har udbredt frostvejr om vinteren. Her kan der til gengæld falde store snemængder langs vestkysten, når iskold luft fra det asiatiske fastland opsamler fugt over Det Japanske Hav og lader det falde som sne over land. Dette fænomen gør sig af og til også gældende længere sydpå langs Det Japanske Hav.

Anmeld misbrug Mere information